Hip, hip hurra! 10 år med Orbiloc Safety Light

Vores allerførste produkt, Orbiloc Safety Light, fylder 10 år i år. Tak til alle jer, der indtil videre har været en del af denne eventyrlige rejse. Hvor er vi bare glade og stolte over de 10 år! Især, fordi rejsen har været udfordrende og fyldt med forhindringer.

Orbiloc Safety Light er hovedelementet i vores tre linjer; Orbiloc Dog Dual, Orbiloc Run Dual og Orbiloc Outdoor Dual.

I 2009 stiftede Anette Kristensen og Jan Jægergaard virksomheden Orbiloc. Deres mål var i første omgang at tilbyde kvalitetsbevidste hundeejere en lygte, der både gør ture i mørket sikrere, og som tager kampen op mod billige engangslygter. Billige hundelygter prægede allerede dengang hundemarkedet, som både Anette og Jan havde kendskab til gennem tidligere jobs.

Resultatet af deres ambition var fødselaren, Orbiloc Safety Light, der første gang kom på markedet i 2010 – altså for nu 10 år siden.

Nedenfor kan du læse hele historien.

Historien om Orbiloc Safety Light

Historien starter med Orbiloc Safety Light Generation 1. Første generation af Orbiloc Safety Light blev fremstillet i Kina af en canadisk militærproducent og var derfor allerede dengang i 2010 meget robust og holdbar.

Kvalitet har en pris

Grundet lygtens kvalitet havde den en højere pris end de billige hundelygter på markedet, hvilket i sagens natur ikke syntes at være fordelagtig for forbrugerne. Som noget af det første indførte vi derfor en treårsgaranti. For vi mente, at det var vigtigt for vores kunder at forstå, at det på tre år godt kan betale sig at investere i én kvalitetslygte frem for en håndfuld billige lygter. At det også er bedre for miljøet er indlysende. Treårsgarantien tilbyder vi stadig i dag.

Dedikeret fra start

Hvis du, som forhandler, har handlet med os dengang, har du måske oplevet os kaste lygten på gulvet, stå på den eller smide den i et glas vand foran dig i et dedikeret forsøg på at demonstrere, at en hundelygte ikke per definition skal gå i stykker efter kort tid. Heldigvis tog I godt imod os. Mange tak.

Designets begrænsninger

Naturligvis var det hele ikke perfekt fra første færd. Fordi lygten var udviklet til militærbrug, var konstruktionen i nogle tilfælde ikke optimal til privatpersoner og hundeejere.

Brugere kritiserede bl.a., at de skulle vende batterierne for at skifte mellem konstant lys og blinklys – en forståelig kritik. Oven i købet begyndte vi at få forespørgsler fra løbere og vandsportsfolk, som kunne se, at lygter med sådanne specifikationer kunne bruges i deres sport – men dermed blev der også stillet nye krav til lygten. Den skulle eksempelvis kunne fastgøres på flere måder – fx på armen, eller på en rygsæk eller våddragt.

Ny ambition

Vi besluttede os derfor til at gentænke lygten for at gøre den mere brugervenlig, mere alsidig og ikke mindst mere strømlinet i dens design. Generation 2 skulle være en praktisk lygte, som man gerne vil blive set med, når man lufter hunden, løber en tur eller nyder en tur på vandet. Samtidig skulle lygten fortsat være ekstremt robust og 100 % vandtæt.

Da lygten skulle være en ultimativ udgave, rådførte vi os hos det velrenommerede danske designfirma Friis & Moltke, der i dag kan siges at være ophavsmand til den nuværende lygtes design.

Designprocessen startede i 2013, og i 2014 så Orbiloc Safety Light Generation 2 dagens lys.

Fra Kina til Danmark

Med overgangen fra Orbiloc Safety Light Generation 1 til 2 besluttede vi os ligeledes til at flytte produktionen fra Kina til Danmark. Vi ønskede at have 100 % kontrol på lygtens kvalitet.

Det var ikke meningen, at vi selv fra starten skulle producere lygten, men det viste sig gradvist at være nødvendigt for at holde produktionspriserne på et rimeligt niveau.

Da vi ikke havde råd til vores eget produktionsanlæg fra start, investerede vi først i et robotbord, der kunne samle lygten, og en produktionslinje, der kunne lave elektronikken. Plastdelene blev i mellemtiden støbt hos en anden dansk virksomhed, og de færdige lygter blev emballeret af et beskyttet værksted i Randers.

I dag producerer og emballerer vi Orbiloc Safety Light under vores eget tag, og processerne er fuldstændigt automatiserede. Men vejen derhen havde næsten kostet virksomheden livet.

Da vi næsten drejede nøglen om

Mange af vores maskiner er ikke standard og skulle derfor specialbygges til os. Vi valgte at samarbejde med mindre danske ingeniør-, smede- og automatiseringsvirksomheder. De lå i nærheden, så vi kunne følge med, og de havde også god forståelse for, hvordan det var at være en mindre dansk virksomhed.

Men det gav også udfordringer, som da en af automatiseringsvirksomhederne gik konkurs grundet et andet projekt. Lige inden vores sæsonstart, stod vi pludselig med en halvfærdig løsning, som skulle automatisere emballeringen – uden at vide, hvornår projektet kunne færdiggøres og af hvem. Det var et kæmpe kaos, og vi var tæt på at være færdige.

Foreløbig happy endOrbiloc Dog Dual all colours

I dag kan vi heldigvis sige, at det lykkedes os at finde en virksomhed, der kunne hjælpe med at samle stumperne og bygge maskinen færdig. I 2018 var de fleste maskiner funktionsdygtige, og siden 2019 er alt fuldautomatiseret – fra produktion til emballering.

Nu kan vi endelig i stort omfang producere vores Orbiloc Safety Lights og give flere udendørsmennesker, sportsfolk og ikke mindst hundeejere frihed til at engagere sig i deres interesser, mens de er synlige i mørket.

Undervejs har vi tilføjet flere lygtefarver og mere tilbehør, så alle den dag i dag kan have en lygte, der matcher både deres behov og udstyr.

Tak til alle

At vi i år kan fejre 10 års Orbiloc Safety Light var ikke altid en selvfølge og des mere lykkelige er vi i dag. I den forbindelse skal der lyde et kæmpe stort TAK til nuværende og tidligere medarbejdere, sparringspartnere, forretningspartnere og naturligvis vores mange trofaste kunder.

Status 2020 – flytning og COVID-19

Det er ikke en hemmelighed, at 2020 allerede har givet os nye lektier for.

Da 2019 var et godt år for Orbiloc, var planen at udvide. Vi flyttede derfor i januar til nye, større lokaler, hvorfor hele produktionen samt kontorerne skulle pakkes sammen, flyttes og genopbygges.

Før vi overhovedet nåede i mål med det, blev verdenen som bekendt fuldstændig forandret af COVID-19. Vi er kommet igennem den første tid, men ligesom så mange andre private og virksomheder, ved vi ikke hvad fremtiden bringer. Vi ser udfordringerne i øjnene, har arbejdshandskerne på og knokler for at komme igennem.

COVID-19 kan ikke røre ved vores stærke værdier, de vidunderlige relationer, som vi har opbygget til vores kunder og forretningspartnere, og de 10 års erfaring på lygtemarkedet, som vi kommer med.

Vi ser optimistisk frem til mange flere gode år sammen med jer!

 

Overvejer du at blive Orbiloc-forhandler? Kontakt os på sales@orbiloc.com

Share this:
Facebooktwitterpinterestlinkedin
#orbiloc #orbilocsafetylight