Motivation til at løbe: Bliv ved med at løbe om sommeren

Foråret har omsider ramt Danmark og løbesæsonen er for alvor skudt i gang. Måske du allerede har snøret løbeskoene og været ude på de første ture? – Men én ting er at komme i gang, noget andet er at blive ved hen over sommeren. 
Vores løbeeksperter, Line Kremmer og Mathilde Have, har samlet 8 gode råd til hvordan du bedst starter din løbesæson, samt hvordan du opretholder motivationen til at træne i løbet af sommermånederne – også når du holder ferie, eller …  netop når du holder ferie.

  1. Acceptér dit udgangspunkt

“You don’t have to be great to start, you have to start to be great”

Uanset dit løbe-niveau eller -erfaring er det vigtigt, at du accepterer dit udgangspunkt for at du kan opnå størst mulig succes med din træning. Måske har du ikke været så flittig til at hoppe i løbetøjet hen over vintermånederne, men frygt ej – det er aldrig for sent at starte eller genoptage sin løbekarriere.

  1. Sæt struktur på din træning

Løb er en praktisk, tidseffektiv, billig og fleksibel motionsform, som du kan dyrke når som helst og hvor som helst. Det eneste du behøver er et par løbesko og noget løbetøj. Men lige så fordelagtig den fleksible motionsform er, lige så stor en ulempe kan den være, da det er nemt at springe et træningspas over. Sæt derfor struktur på din træning, så du sikrer dig at komme ud på faste ugentlige tidspunkter.

  1. Gør løbet til en vane

En vane er en automatisk handling, og noget vi gør med minimal tankevirksomhed. Indtil løbeturen bliver en vane, er den et valg, som du aktivt skal træffe hver gang du skal ud af døren. Jo mere regelmæssigt du løber og jo flere automatiske rutiner du får etableret, des nemmere er det at få det gjort og des mindre energi skal du bruge på det.
Det kræver arbejde at gøre løb til en vane – det kræver motivation! 

  1. “Social Running” – Lav træningsaftaler

Fællesskabsfølelsen giver en ekstra dimension til dit løb. En af de mest effektive motivationsfaktorer er andre mennesker. Vi har nemmere ved at svigte os selv end at svigte andre. Når der er nogen der venter på dig, er det nemmere at komme afsted. Find derfor en løbeklub eller en løbemakker du kan lave træningsaftaler med. Desuden fremmer det løbeglæden at løbe sammen med andre.

  1. Sæt dig et mål

Gør det klart for dig selv, hvad dit mål med løbet er: Et sundere liv med mere motion? At løbe hurtigere eller længere? At gennemføre en ny distance?
Når du har sat dig et mål, lav så en plan for hvordan du vil opnå det.
“A goal without a plan is just a wish”. Hvis der er langt til det endelige mål, kan det være nødvendigt at sætte delmål på vejen.

  1. Tilmeld dig et motionsløb / løbeevent

En oplagt målsætning er at tilmelde sig et motionsløb og træne op til dette.
Sommeren byder på et utal af motionsløb rundt om i landet i forskelligt terræn og på forskellige distancer.

  1. Variér din træning og gør løbeturen til en oplevelse

Løbeturen starter ofte fra gadedøren og foregår i de samme omgivelser inden for den samme radius. På dage hvor du har ekstra tid, tag da cyklen eller bilen og kør ud i det blå og løb i nye og uvante omgivelser, f.eks. ved skov eller strand. Variation i træningen gør det både sjovere og nemmere at komme afsted.

  1. Tag løbeskoene med på farten – og med på ferien

Sørg altid for at have dit løbeoutfit inden for rækkevidde – så er det meget nemmere at komme afsted på dine løbeture, uanset hvor du måtte befinde dig. Pak det også med i kufferten, når du tager på ferie

Hvordan nyder du bedst din ferie? I stedet for at tænke: “Nu har jeg fri og kan endelig slappe af” – så tænk: “Nu har jeg fri og masser af tid til at løbe”.

Brug løbeturene til at koble af og udnyt, at du kan løbe i nye og spændende omgivelser.

“We love to explore the world in our running shoes” – Do you?

 

Om Mathilde og Line
Mathilde: 

Studerer kandidaten Folkesundhedsvidenskab

Har løbet i 13 år

Line:

Har en M.Sc. i Humanities and Social Sport Science med Psykologi som tilvalg

Har løbet i 10 år

Certificeret løbetræner

Share this:
Facebooktwitterpinterestlinkedin
#orbiloc #orbilocsafetylight